I vor familie sætter vi billedlig talt bautasten ved hærvejen efter vore døde.

Lars Olav sætter dette minde efter Agnethe i “Skyen”, vor tids hærvej.

Disposition

(Sidetal er klikbare)

Et sted at bo 3
Kærester 15
Bryllup 16
Sølvbryllup 18
Guldbryllup 20
Diamantbryllup 22
Drengene 23
Børnebørnene 33
Familie 36
Naboer og venner 42
Dameskrædder 46
Væverske 49
Kursusvirksomhed 50
Pianist 51
Delingsfører 53
Leisure Time 54
Mors sidste rejse 62

Arkiver.

Rigsarkivet har modtaget lovpligtige eksemplarer af den trykte version.
Slægtsforskernes Bibliotek. Leder Per Hundevad Andersen har modtaget et trykt eksemplar.
Museum Skanderborg, Martin Philipsen Mølgaard, Museumsinspektør og arkivleder har modtaget et trykt eksemplar efter opfordring fra rigsarkivet.
Denne og andre elektroniske udgaver er tilrettet i henhold til General Data Protection Regulation (GDPR).

Publikationer

Agnethes fire fremmeste professioner er beskrevet sæskilt i disse links: Gymnastik, Musik, Nål & Tråd og Socialt Liv.

Minder Om Agnethe

Da mor i marts 2020 blev udskrevet fra Universitetshospitalet i Skejby til pleje i eget hjem, blev der god tid til at tale om alt det, vi har oplevet. Det affødte en serie daglige mails, som dette mindehæfte er bygget over.

Kompileret af hendes ungdomskæreste og kæreste gennem 65 år, Lars Olav.

Højdedraget på vor toogtresindstyvende bryllupsdag 2. Maj 2020

Update 19. May 2020

Forside: Havbad 2001.

Det sidste stykke musik, mor lytter til er:

I wish I had someone to love me

Sunget af Imelda May & The Dubliners 2012.

Et sted at bo

Hundborg.

På vævestuen hænger et billede af Hundborg Østerende malet af Rie Justesen; hun var lidt kunstnerisk.

I det rødkalkede hus med sort tag i forgrunden på søndersiden boede smed Anthon Nielsen. Nærmest ham – ikke vist på billedet – boede karetmageren, meget praktisk, når der skulle beslås vognhjul.

I midten ses et hvidkalkede hus med gråt tag. Her havde Thorvald slået sig ned med værksted og karlekammer ovenpå. Rødstenshuset foran byggede Thorvald i begyndelsen af tyverne, da Dagmar skulle flytte ind. De to huse blev på et tidspunkt forbundet med en mellemgang. Bag de to gavlvinduer over verandaen drev mor og storesøster Ruth systue.

Lidt af en rød gavl på høj sort sokkel kan ses bagved. Her boede Maren med sin købmandsforretning.

Bagved hende igen ses et højt hus med rødt tag. Her boede Martin Hansen med træer i baggrunden. Træerne i Dybdahlsgave er længere til højre udenfor billedet.

Nord for vejen skimtes nærmest et lavt hvidt hus. Her boede Else Post – hun havde været gift med et postbud.

Ved siden af, nærmere Thisted, skimtes et rødt hus. Her har boet flere familier, bl.a. William Olsen med to døtre, der har leget med Ruth og Nethe.

Figur 1. Hundborg Østerende malet af Rie Justesen. Rie boede syd for vejen lidt nærmere byen. Det ser ikke helt sådan ud i dag. Thadetoftvej mellem smed Anthon og Thorvalds ses heller ikke.

Figur 2 Nethes fødehjem i Hundborg. En lille rød folkevogn tyder på, at vi er på besøg derhjemme.

Et sted at bo

Skanderborg

Det må have været i 1955, at storesøster Ruth tager arbejde i vinterhalvåret som kjolesyningslærerinde i Skanderborg Amts Husmoderforening. Hun havde kørekort, men valgte alligevel at tage med rutebil rundt. Behovet var stort, så året efter fulgte mor med. Hun lejede folkevogn i P. B. Lunds Vej og afleverede og hentede Ruth på ruten. Ti kurser – eftermiddag og aften – kunne det blive til på en uge. De boede sammen ovenpå hos Adele i Møllegade det første år.

Figur 3. Møllegade hos Larsens (Her vist med Google Street View 2020). Bag gavlvinduerne indrettede vi soveværelse, bag kvistvinduerne stue. Omme bagved var der baggang med trappe til gården og tagvindue til køkkenet.

Figur 4. Nethe og storesøster Ruth deler lejlighed ovenpå hos Adele i Møllegade (1956)

Næste år flyttede de over gaden ovenpå hos Larsens; mest fordi der var centralvarme og lejligheden var også bedre. Huslejen var her 35 kr. om måneden, så Nethe beholdt lejemålet også om sommeren, hvor hun tog job i København. Det betød, at vi havde et godt sted at bo, da jeg blev hjemsendt fra tjeneste i flyvevåbnet. Huslejen var dog steget til 45 kr.

Et sted at bo

København, St. Kongensgade

Figur 7 Nethe på besøg i I E Ohlsens gade (1956).

Figur 6. Udsigt fra I E Ohlsens gade.

Figur 5. I St. Kongensgade var pladsen trang, men dejlig fri for vært/værtinde (1957).

Sommeren 1957 flytter mor til København og tager arbejde på en systue. Bor den allerførste tid hos kusine Edit og Asser. Det kan selvfølgelig ikke fortsætte, så der bliver lejet et klubværelse på St. Kongensgade. Det var godt nok lille, men havde centralvarme, håndvask og adgang til et fælleskøkken. Lejen var vist 115 kr. om måneden – lidt pebret syntes vi.

Mor har altid været tilfreds. Tilfreds med det vi havde og hvordan vi havde det, hvor småt det end måtte være. Penge brændte ikke i hendes lommer, som vi siger nordenfjords. Vi bestemte tidligt at ordne vores økonomi således, at vi frit kunne skifte levevej, når vi rundede de halvtreds. Det gjorde vi så. Mor blev skoleleder i det private. Jeg startede som fuldtidsstuderende ved Aarhus Universitet – noget der førte til, at vi blev selvstændige. Som selvstændige blev arbejdet ikke mindre, men mere. For os begge føltes det mere i overensstemmelse med vor opdragelse og opvækst.

Et sted at bo

Søborg

Den følgende sommer bliver vi gift og får et noget bedre lejemål på Runebergs Allé i Søborg. Der er altan, fælles tekøkken på gangen og stor have. Det koster så også 130 kr. om måneden. Vi syntes, det var luksuriøst, kan jeg huske. Mor havde fået arbejde hos fru. Gylling, der syede tøj for de ”fine” i staden, så vi havde råd. Det efterår flytter mor tilbage til Møllegade og jeg indrulleres i flyvevåbnet de næste 1½ år.

Figur 8. Moster Johanne, fætter Svend og Inger besøger os på Runebergs Alle.

Figur 9. Moster Johanne kigger fotoalbum på Runebergs Alle (1958).

Figur 10. Vores tekøkken på Runebergs Alle (1958)

Et sted at bo

Helsingør

Hjemsendt fra flyvevåbnet får jeg arbejde for det schweiziske medicinalfirma Geigy og deres danske agent H A Møller på H C Andersens Boulevard i København. Det starter med et par måneders træning i København fulgt op med kursus i Basel.

Figur 12. Hos Ragna og Kaj (1960).

Figur 11. I foråret 1960 bor vi et par måneder i Ragna og Kajs lejlighed i Helsingør, medens de jobber i Norge. Vores ældste søn er med.

Et sted at bo

Schweitz

På hotel Royal i Basel blev vor ældste søn lidt urolig og først en morgen tidlig fik vi den tanke, at han måske var sulten. Det var han og banan moset med appelsinsaft, var det, vi kunne finde på. Efter den tid fik vi room service og vor ældste søn delte mad med os. Vi kom aldrig i gang med vælling og resultatet udeblev ikke. Ni måneder gammel kunne vor ældste søn gå selv og talte pænt inden tolv måneder.

Allerede året efter tager vi igen til Basel på brush up kursus en månedstid.

Figur 13. Hotel Alpenrose blev et foretrukket weekendmål under opholdet i Schweitz. Personalet slog sig lidt i tøjret over room service, indtil de fandt ud af hvorfor – Bambino, Bambino!

Figur 14. Efter Helsingør tager vi et par måneder på studieophold hos Geigy i Basel. Vi kører derned i egen folkevogn og bor på Hotel Royal. Hotellet er ejet af Geigy. På hotelværelset kan vor ældste søn snart sidde uden støtte.

I weekends blev der tid til at se os om, Titisee-Neustadt, Lausanne, Dijon, Luzern o.a.

Et sted at bo

Møllegade

Møllegade er et dejligt sted at bo, men vi beslutter os alligevel for køb af en ny-udstykket grund på Højdedraget og påbegynder byggeriet i 1961. Tømrerentreprisen går til en ung mester i Hundborg og Thorvald tager arbejde hos ham som svend, så han kan hjælpe os med at få et velbygget hus. Det får vi og flytter ind til Julen 1961.

Figur 15. Vor ældste søn i bad på køkkenbordet i Møllegade. Vi er nødt til at dække pålægsmaskinen til, for den er alt for spændende at pille ved. 1960.

I 1960 opsøgte borgmesterfrue Klara Dupont mor og overtalte hende til at undervise i Skanderborg Ungdomsskole, selvom vor ældste søn stadig ammede. Piger i den halve by fik lært at sy deres eget tøj og der kommer stadig hjemmehjælpere op til os nu, som har gået hos mor.

Figur 16. Vor ældste søn i kombineret kravlegård og bord i Møllegade. Han er tilfreds med at dele mad med os og pasningen i øvrigt.

Et sted at bo

Højdedraget 1961

Opførelse af huset på Højdedraget var en stor investering, så stor, at vi måtte tage både kreditforenings- og hypoteklån. Det blev heldigvis også eneste gang, vi måtte låne penge til noget som helst. Inklusiv have, byggegrund, låneomkostninger, arkitekt osv. blev det ca. 92.000 kr. Alene byggegrunden kostede 8.000 kr. Det skal selvsagt ses i forhold til en tarifmæssig begyndelsesløn på godt 1.100 kr./mdr. for en kandidat. Ikke sært, at vi blev fristet af de 2.000 kr. plus diæter og kørepenge hos Geigy. Det varede ikke længe inden vi fik Niels. Af erfaring blev han hurtigt startet op på almindelig mad og det virkede nok engang. Niels kunne gå selv inden 10 måneder uden overflødig fedt på kroppen og talte flot inden tolv måneder.

Figur 17. Huset på Højdedraget i 1962. Ingen huse til nogen af siderne og heller ingen overfor.

Figur 18. Niels er glad for den mad, han får og han kan sagtens. Han har storebror til at underholde sig.

Figur 19. Storesøster Ruth, fætter Esben og mor Dagmar er på besøg.

Esben og vor ældste søn

Et sted at bo

Højdedraget 1965

Huset vi fik bygget og indflyttede Julen 1961, var fantastisk efter vor målestok. Alligevel gik der ikke lang tid, førend vi savnede plads. Mors kursusvirksomhed var pladskrævende og en kontremarchvæv fylder også en del. En vinkelbygning bliver sat i værk i 1965/66.

Figur 20. Tilbygning med kælder.

Figur 21. Niels og vor ældste søn i forhaven.

Figur 22. Besøg af min mor og min søster Ruth (Det er Ruth, der tager billedet). Tilbygningen er nok lige blevet færdig. Vor ældste søn er ved at lave en flitsbue.

Vor ældste søn med Wiskey og Niels

Vor ældste søn er meget bekymret, når Niels vil lege med. Det elektriske tog er lidt sart.

Et sted at bo

Højdedraget 1975

Tilbygningen slog til en halv snes år, men så var vi også nødt til at gøre noget for at få et ordentligt værksted til mor. I 1975/76 bygges ovenpå. Det er kun den østre del, der tages i brug til vævestue. Først noget senere får jeg brug for kontor og EDB-værksted og resten tages ind. Samme år, som vi bygger ovenpå, køber vi Ingeborg. Det er en stor udskrivning, men checkbogen holder til det. Ingeborg bliver rammen om sommerens friluftsliv de næste 40 år og alle større beslutninger bliver truffet ombord. Båden bliver brugt til kapsejlads Fyn Rundt, diverse træf, men det bedste vi ved, er at kaste anker i en beskyttet vig.

Figur 23. I Christianshavns Kanal – lige overfor Fyrskib XII.

Figur 25. Huset får smukke gule vingetegl. Der er en arkitektonisk disharmoni mellem tilbygningen og hovedhuset, som vi først får rettet op på meget senere.

Figur 24. De sidste 25 år har haven været mors passion og udearbejdet var hende velkomment. Haven har mange blomsterbede, der giver blomster året rundt – et flot syn, der nød anerkendelse fra naboer og gæster. Haven har skiftet karakter flere gange undervejs. Først en nybyggerhave, så en legehave, hvor leg havde første ret. Den sluttede som en pensionisthave, med store bede og klinkebelagte terrasser. Seneste tiltag er palmeterrassen, hvor det dog kniber for palmerne at overleve vinteren. Mor værdsatte ægte materialer som klinker og brosten – på samme måde som med uld, bomuld, hør og silke.

Et sted at bo

Højdedraget 2007

Med ombygningen i 2007 er hele den vestre del restaureret.

Figur 26. Disharmoni mellem tilbygning og hovedhus bliver der rettet op på i 2007. Det giver ikke mere plads, men afhjælper en del svagheder.

Figur 27. Forhaven ved nat.

Figur 28. Stuen får loft til kip og vinduet følger med op.

Et sted at bo

Højdedraget 2018

I 2018/19 restaureres bad og værelser. Det bringer energiklassen op i A-mærket. Varmepumpen kan nu nøjes med 8.000 kWh om året og de 5.500 kWh kommer fra egne solpaneler på taget.

Figur 29. Gæsteværelse med ny isolering i gulv og væg og med nye paneler (2020). Måske fordi mor voksede op med paneler derhjemme i Hundborg, blev paneler hende kærkomne.

Figur 30. Karnap giver det ekstra plads i badeværelset, der skal til. Karnap er beklædt med Alphaton skærmtegl fra Moeding Keramikfassaden GmbH (2019). Dortes blomster elsker pladsen, men kræver vanding hver dag.

Kærester

Figur 31.Fra gravhøjen er der godt
udsyn over Hundborg Østerende.

Ved vort sølvbryllup 1983 røbedes, hvorledes mor og jeg i sin tid blev kærester.

En sen aften på vej hjem fra kemi- manuduktion i Thisted står mor og hendes søster Ruth på rutebilen nær Sperring. Høje og ranke. Den aften besluttede unger¬svenden at lære hende at kende og mærkede sig stedet, de stod af. Fra gravhøjen nord for vejen var der godt udsyn over Hundborg Østerende. Udkig efter udkig førte ikke til noget. Jeg forhørte mig overalt – også hos min ven mekanikerlærling Jørgen Madsen. Først da jeg en aften spottede mor i en Lloyd på vej mod Aarup lykkedes det. Min beskrivelse af pigen sagde ikke Jørgen noget – ”det må være en udenbys”. Måske havde Jørgen ikke forstand på piger, men biler, dét havde han forstand på. Vantro, en Lloyd, ”Jamen, det er jo Thorvald Bach’s den yngste”.

Mor var altid ude at spille, så først en friaften i Pariserhaven på Hotel Aalborg i Thisted, opstår lejlighed til at byde hende op til dans og opnå en invitation til at komme på besøg. Det blev til mange besøg på hendes systue. Sommer 1956 er vi kærester.

Vi kunne have overtaget Søndersiggaard og blevet gårdfolk. Vi var begge opdraget til det. Desværre var vi for unge, da beslutningen skulle træffes. Det var blevet et helt andet liv og til det sidste talte vi om, at vi måske tog en forkert vej. Vi var blevet anerkendte og optaget i det Vendsysselske jetset.

Figur 33. På campingtur til Sæby i Rudolfs VW.
Den havde afløst Lloyd’en (1956).

Figur 32. Lars Olav og Agnethe med min søster Ruth i baggrunden. Her sidder vi begge to på trappen ned til haven på Søndersiggaard. Det er første gang mor er med hjemme på gården og min søster Ruth har gjort sig fin til lejligheden. Vi er 22 år og lige blevet kærester.

Nethes arbejde var ikke til biograf og gå-i-byen, men bedre til søndag eftermiddage i Vorupør og Vilsund eller til fodbold ”Hundborg mod Vorupør”. Om sommeren kunne det blive til teltferie.

Bryllup

Det blev et kæmpebryllup og endeløse taler. Vi åndede lettede op, da vi kunne tage natbåden til København – på dæksplads selvfølgelig. Vi havde lejet os ind på Runebergs Allé i Søborg.

Figur 34. Vi kom meget sammen med Ole og Inger (Espersens). Her er vi på tur til Sverige.

Figur 35. Runebergs Alle passer os godt. Bag kvistvinduet er der tekøkken.

Figur 36.Min søster Ruth hjælper med indflytning på Runebergs Allé. Der er blevet plads til et skrivebord, som Rudolf har lavet på sløjd i Hundborg (1958).

Sølvbryllup

Det blev sølvbryllup med telt i haven og mange gæster. Der var musik og dans til den lyse morgen.

Figur 37. Vor ældste søn med Vibeke som borddame. 2 maj 1983.

Figur 38. Niels. Vor ældste søn og Niels inviterer deres egne venner til festen.

Figur 39. Morgensang med mange gæster (1983).

Guldbryllup

Guldbryllup blev holdt i separat lokale på Skanderborghus med afslutning hjemme på Højdedraget.

Niels Kaas, Silkeborg og en kollega underholder på klaver og violin under middagen. Der synges "Danmark, nu blunder den lyse nat" og "Blæsten går frisk over Limfjordens vande" (Nordjydernes nationalmelodi) samt en lejlighedssang skrevet til guldbruden på melodien "Fra Tyskland uddrog en flok spillemænd".

Figur 40. Skanderborghus.

Guldbruden får en fotobog ”Golden Wedding Anniversary”, May 2nd 2008. Album compiled by the groom.

Ganet fylder 60 den 30. april 1994

Melodi: Fra Tyskland uddrog en flok spildemænd.

1. I Thyland, der fødtes en pige-lil

og luften fyldtes med sang og spil.

De toner i øret straks trængte ind,

så pigen blev musisk og glad af sind.

Tralalalala...

2. Hos Bedste hun lov fik at karte uld,

at spinde trisser af tråde fuld.

De tråde, de væved i barnets sind

de skønneste former i tankespind,

Tralalalala...

3. Lær’ Andersen drog med sin flok afsted

til ager, mose, til Vesterled.

Her lærte hun efter naturmetod’n

som Grundtvig at tænke og regn’ i hoved’.

Tralalalala...

4. Så tjente hun penge i tørveskær

med brune ben og i alskens vejr.

I skoven hun leged med byens flok

og tårnet i skoven blev målestok.

Tralalalala...

5. På Snoghøj man skolede hendes krop

til træning med en elitetrop.

Til Norge hun førte et hold afsted;

på dem mon hun tænkte, som ej var med?

Tralalalala...

6. Hun spiste af kager og saftevand;

blev voksen - sagde: jeg vil, jeg kan.

Mor Dagmar vred hænder af bare sorg,

men pigen, hun ville til Skanderborg.

Tralalala...

7. Hun skabte til borger og kongens hof

så skønne klæder af vævet stof.

I østjyske amter og udenlands

titusinder gav hun for snittet sans.

Tralalala...

8. To sønner så flotte hun gav af tid,

et hjem, der trives ved hendes flid.

Her synges, her spilles, her bages mest,

her leves, her snakkes med allerflest.

Tralalalala...

9. For andre hun ikke vil trælle mer;

fri som fuglen, der alting ser.

Skoler og lærer i al slags fag

kan rende og hoppe den hele dag.

Tralalalala...

10. Der er ikke sært, at vi feste må

og ønske hende, det godt må gå

her hjemme med saks og med spindeten.

Ganet er vor elskede øjesten.

Tralalalala...

Af Lars Olav

Denne lejlighedssang er sunget mange gange. Første gang vist til Ganet’s fødselsdag 30. april 1984 (50 års dag).

Vers 9 er kommet til siden, da hun beslutter at gå på pension. Den synges igen til vort guldbryllup med endnu et vers tilføjet.

Noderne kan læses / hentes som jpg-fil http://www.starch.dk/private/larsolav/img/noder.jpg

Diamantbryllup

Talepapir til Agnethe: Godt 20.000 gange har Nethe og jeg spist morgenmad sammen. Godt I ville komme og spise med i dag.

Nu kommer vi begge fra landet, hvor ordet ”ferie” først blev kendt efter krigen i sin nuværende betydning. I skolerne have de store klasser fri i sommerhalvåret for kunne hjælpe til med markarbejdet og alle havde fri, til der var indhøstet og igen når kartoflerne skulle tages op. Ikke sært går meget af vor samtale på arbejdet og forretninger – det blev aldrig noget, der bare skulle overstås – det var selve livet.

Og så er der projekterne, som der har været en del af. Det seneste – et nyt badeværelse – repræsenterer en teknologisk udvikling. Mit barndomshjem fik sognets første vand¬skyllende kloset til familiens brug. Pigen have sit eget ude ved hønsene med en spand kalk og en telefonbog på væggen. Karlene brugte hestestalden. Hestene fik nemlig enghø og man blev ikke gammel førend man lærte forskellen på enghø og det stive markhø.

Nu får vi hjemmelavet modstrømsvarmeveksler drevet af en Lindab kanalventilator med EC-motor styret af Intelligent House Control og ægte TOTO Washlet - i stedet for enghø.

Barndommens badeværelse – ja værelser i det hele taget – var uopvarmede og uisolerede. På dette punkt er der sket meget. Ved gavlen står et læs hårdt Bakelitskum fra Belgien og et læs skærmtegl er lige kommet fra München. For de teknisk interesserede er der et par prøver i bryggerset.

Vi taler stadig nordenfjords dialekt. Er førkrigsbørn. Aldrig et gnubbet ord. Let til enighed. Samme observans. Fuld opbakning til hinandens forehavender. Og vigtigst af alt, så bliver vi mere og mere glade for hinanden som årene går.

Figur 41. Diamantbryllup. Dækket op til gæster som altid – utallige gange (2018).

Drengene

Figur 42. På mors natbord har dette billede haft sin faste plads i sølvramme arvet fra Hundborg.

Figur 43. En sommerdag med telt i haven.

Figur 44. Gadens børn var altid velkomne til te og saftevand.

Børneopdragelse er noget nymodens. Børn skal bare have lov at være der, det være sig til hverdag som fest. De slap for vælling og spiste samme mad som os fra de var helt små. Børnesnak blev der ingenting af. De kunne høre på eller snakke med. Regler skortede det også på.

Lommepenge blev indsat på en ”konto” under Penge i Raunkjærs Konversationsleksikon og kunne hæves til ethvert formål. Som teenager blev beløbet forhøjet mod anvendelse til ”dannelsesformål”.

Drengene

Hylke Strand

Figur 48. På vej hjem efter en dejlig dag. Hylke Strand. Vi kan se hjem (1970).

Figur 45. Med vores 11 fods jolle kunne vi let nå den anden side af søen, til det vi kaldte ”Hylke Strand”.

Figur 46. Det ligner kaproning.

Figur 47. Anders And læsning.

Fugur 49. Hylke Strand. 1970.

1975 Vallholmen

Drengene

Figur 50. Aftenlæsning

Figur 51. Vor ældste søn og Thomas. Te i forhaven.

Figur 52. Nytårsaften

Figur 53. Mor er syg – så det synes Niels også, han er.

Drengene

Figur 54. Henrik og Niels

Figur 55. Køkkenskrivere på Højdedraget.

Figur 56. Party under mirabellerne.

Drengene – Vor Ældste Søn.

Vor Ældste Søn bliver student i 1979. Han starter som fabriksarbejder på salatfabrikken hos FDB i Viby. Sammen med venner tager han på langtur og vender først i Sahara, da de ikke kan komme længere.

Figur 58. Foto taget ved universitetet i Odense.

Figur 57. Vor ældste søn gør tjeneste hos oberst Vase, Fredericia (1980).

Fig. 57.1 Udviklingschef hos KMC Starch Engineering, Brande.
Gengivet efter interview i JyllandsPosten.

Drengene - Vor Ældste Søn

Figur 59. Vor ældste søn har studenterkammerater fra Skanderborg Gymnasium hjemme med traktement i haven.

Figur 61. Klar til langtur med vennerne i Tjaldur. De vender først i Sahara.

Figur 60. Studenterfest i haven på Højdedraget.

Efter sabbatåret fortsætter vor ældste søn studierne ved Odense Universitet og tager eksamen som cand.scient. i 1989. I 1994 afslutter vor ældste søn sin uddannelse med en ph.d. På det tidspunkt er vor ældste søn ansat i KMC Engineering, som vi har startet sammen med kartoffelmelsfabrikkerne. Samarbejdet knager og vor ældste søn er hurtig til at følge med til Aarhus i vores helt eget firma, International Starch Institute. Det blev en sej start, men det er lykkedes for vor ældste søn, at få en succesfuld virksomhed ud af det. Den store uddannelse kommer ham til gode og verden ligger nu åben for ham.

Agnethe sammen med vor ældste søn

Drengene – Niels

Niels bliver student i 1982. Han starter som skovhugger og tager en uddannelse som strandlivredder på sportshøjskolen i Aalborg. Det giver ham gode sommerjobs. Der bliver også tid til en vandretur i Lapland inden han begynder studierne på geologisk institut ved universitetet i Aarhus.

Figur 62. Vi besøger Niels på jobbet som strandlivredder i Helsingør

Niels er en hurtig løber, men det kniber at knæene kan holde til det. I 1978 får han en kano, men den blev byttet ud med en hurtigere kajak i kano- og kajakklubben. Klubben kommer til at danne ramme om mange ungdomsår og fører ham frem til verdensmesterskab, Nations Cup i Portugal 1985. I øvrigt trækker Niels mange overskrifter i de lokale medier. Niels fortsatte studierne ved Carlsberg Forskningscenter og afslutter med en Ph.d. i 1996. For at overvinde en ph.d. – studiestart hurdle besluttede mor og jeg en sen aften i Begtrup Vig at tage Niels på lønningslisten om nødvendigt, men det blev det ikke – bare tilbuddet var nok for Carlsberg til at påtage sig lønudgiften.

Figur 63. Cynthia og Niels bliver gift i Santa Rosa. Mor er med til festen. Det blev en stor glæde for mor at hilse på hele Cynthias familie (2007).

Mor besøgte også Cynthia og Niels i Påsken 2005, da de lige var flyttet til Santa Rosa. Da var Thomas blevet 6 år. Når Niels bor så langt væk, har det været godt at tænke på den dejlige familie, han er kommet ind i derovre. En dejlig kone og en solid familie. Også i hans professionelle liv har det været godt at vide, at den store uddannelse kommer ham til nytte hver eneste dag.

Santa Rosa 2007

Børnebørn

Figur 64 Thomas besøger os på Højdedraget og leger med sine onkler

Figur 65. Thomas boede i København. Her besøger han os på Højdedraget. Det kan være svært at forstå, at Thomas i dag er en ung mand, der til vor store glæde klarer sig fint på University of California, Santa Cruz. Thomas er en lynhurtig og vindende hækkeløber.

Figur 66. Hanne bor i Santa Rosa. Her besøger hun os på Højdedraget (2017). Også Hanne har arvet Niels’ talent for løb. Hun vinder alt. Hun ser op til sin storebror, går i samme skoler som ham og hendes hoved er godt nok til at følge hans fodspor hele vejen til Santa Cruz.

Børnebørn

Figur 68. Bærplukker Hanne (2015).

Figur 69. Thomas ”strandet” i vores rosenbed.

Figur 67. Hanne får besøg af hendes små kusiner (2014). Hun er utrolig omsorgsfuld overfor dem.

Figur 70 (modified)

Familie

Figur 71. På kaffe-picnic i Dybdalsgave sammen med storesøster Ruth og morfar Thorvald og mormor Dagmar. Det er vist fra omkring 1958

Figur 72. Familien Thomsen malet af Lisbeth Møller.

Figur 73. Til besøgene i Hundborg hørte altid en tur til Vesterhavet, til Vorupør. Ved en særlig anledning – men hvilken – blev billedet herunder taget. Rudolf, Dorte, Nethe, Jonna, Ruth og Svend. Som Rudolfs datter har Dorte en særstilling hos os.

Moster Ruth og Nethe talte sammen hver eneste uge, da Ruth blev alene. Det var de to søskende, der var tættest efter hinanden og som havde haft mest sammen i deres ungdom. Samtalerne kom ofte til at gå på fælles bekendte fra gammel tid og Ruth kunne huske alle detaljerne bedst.

Med Rudolf blev det lidt anderledes, fordi vi kom til at bo så nær hinanden – inden for gåafstand. Det gav mange gensidige besøg og faste selskabelige lejligheder. Rudolf var en gevinst ved hvert et middagsselskab. Så var der jo musikken, som de to havde tilfælles. De havde spillet sammen i Rudolfs band og vedblev at dyrke denne interesse og deres musiske naturtalent.

Familie

Figur 74. På besøg hos bedstefar og bedstemor i Hallund.

Figur 75. Cynthia og Niels har kobberbryllup. 10. aug. 2019.

Figur 76. Bedstefar Emil og bedstemor Petra er på besøg på Højdedraget (~1966)

Mine forældre, måske mest min far, ville ikke afgive gården, førend alle børn var sat i vej. Da jeg som den sidste fik min kandidateksamen, satte de gården til salg. De bygger hus i Hallund og for første gang rejser de søndenfjords. Min ældste søster og hendes mand ville gerne have overtaget gården, men ville ikke betale prisen – kun det halve, ville de give. Mine forældre ville ikke forfordele Ruth og mig, så det blev solgt til fremmed til rette pris. Det såede varig splid. En splid som mor og jeg til vor store og senere fortrydelse ikke gik mere ind i på fars og mors side. Vi kunne også have overtaget gården, men jeg var soldat, da beslutningen skulle træffes – et valg, som vi har drøftet rigtigheden af lige siden. Mors tanke har været at tage bopæl på gården, udnytte vore uddannelser og drive gården med forpagter. Det var en korsvej. Vi tog en anden vej. En slægtsgård, nordenfjords - måske det kun var en drøm.

Familie

Figur 77. Også Cynthias forældre aflægger os et besøg. Dette er fra kantinen på Agro Food Park august 2014. David Takeshi Nakatani, Cynthias far arbejder stadig på deltid hos Boeing

Figur 78 Immervad sammen med Lily Yuriko Inose, Cynthias mor (2014).

Figur 79. Besøg af Cynthias søster og svoger. Thomas, Niels, Cynthia, Nethe, Lars Olav, James, Sharon. In front Hanne flankeret af sine to kusiner Evelyn and Helena (Juli 2014)

Sharon er arkitekt og har en tid læst i København. Hun er et livstykke. Sharon og Cynthia er de første i familien, der gifter sig med vesterlændinge. James er indfødt englænder, driver revionsvirksomhed i Californien. For Niels er det befriende at have en svoger at dele humor med. Mor havde hilst på dem i Santa Rosa og blev meget glad for deres besøg. Det samme gælder Lily og David. Deres besøg hos os satte mor stor pris på. De havde været så omsorgsfulde for hende, da hun var derovre. David kan ikke give slip på sit arbejde hos Boeing. Det holder ham i live. Hans felt er Aerospace. De er mindst lige så glade for Niels som vi er for Cynthia, så jeg håber vi kan holde forbindelsen.

Familie

Figur 83. Vor ældste søn kommer altid hjem, når Niels og familie er her. I flg. Google er det taget juli 2014. (Modified)

Figur 80. Den 26. december 2016. (Modified)

Figur 81. Google daterer til august 2017 (cen)

Figur 82 Niels har savnet at kunne kigge indenfor en søndag – ikke fri for hjemve. Banegården i Skanderborg (2015)

Niels har besøgt os hyppigt i sommerferier og familien har gerne taget med. Det har hjulpet meget på, at han bor så langt væk. Ingenting er dog, som man husker det. Det gør dog ikke afskeden mindre tung.

Familie

Figur 84. 2019.

Figur 85. Google daterer til august 2016.

Figur 86. Det er sidste gang Ruth besøger os. 27. april 2014.

Figur 87. 27.april 2014. Mors 80’års dag.

Mor havde ingen trang til underholdning eller til ”at komme hjemmefra”. Anisette Koppel’ Savage Rose koncert i Skanderborg blev dog en uforglemmelig oplevelse. Det samme med musical Cats, som mor så på Broadway, New York. Begge oplevelser talte hun ofte om. Andet sådant gik hurtigt i glemmebogen.

2016

Naboer og Venner

Inge og Kurt har været vores nærmeste og bedste naboer i mere end et halvt århundrede og vi har haft rigtigt meget sammen. Alle andre naboer fra de tidlige dage på Højdedraget er borte – alle dem vi holdt lørdagspartys med. Det var partys i selskabstøj med fin middag, drinks, dans og natmad til slut. Dengang kendte vi alle på vejen.

Figur 88. Kurt og Inge på søndagsvisit på Ingeborg. Asaa 24. juli 1988.

Figur 90. Kids on the street.

Figur 93. Snobrød

Figur 89. Saftevand

Figur 92. Hjemmelavede isvafler.

Figur 91. Kurt og Inge (2013).

Vi er inviteret i byen til aftenfest.

Figur 94. Til fest hos Lisbeth ved Norsminde nor. Mor kan findes yderst til venstre i gruppen (2009).

Figur 93 Vi kom sammen med rigtig mange på gaden – alle unge familier som os selv. Vi var gode til at feste. Nogen spillede vi også tennis med. Mor blev ganske god til det og dyrkede det i mange år. Det gav adgang til foreningslivet, som vi deltog i med en vis forpligtelse. I fyrre år var vi således medlem af Skanderborg Håndværkerforening, var med til deres fantastiske generalforsamlinger med byens spidsborgere. Billedet er fra foreningens 150-års jubilæum på Capri med velkomstdrinks i skoven. Da drengene var små tog vi dem med til ”stort” juletræ i foreningen. Mens børnene legede om træet, fik vi smørrebrød på balkonen sammen med bekendte.

Naboer og Venner

Figur 97 Kurt, Inge og Ingelise til hvidvin på sommerens sidste dag. 21. september 2019.

Figur 98. Altid rigtig chokolade og boller på mors fødselsdag (2015).

Figur 99. Havefest på plænen for naboer. Maj 2014.

Figur 100. Fødselsdag med velkomst i haven (2014).

Mor elskede at dække op med hvid dug på det grønne græs. Hun forsømte ingen anledning til at spise i haven. Da vi fik bygget pavillonen, kunne vejret ikke blive for dårligt til at spise ude sommeren lang.

Træf Skærgården 1989. Poul, Margit, Ingelise, Anne, Agnethe, Karin og Lars Olav. Oluf fotograferer.

Dameskrædder – et levebrød

Opvokset i en Grundtvigiansk Frimenighed, får man ikke papir på alt det, man får lært. Mor stod dog 1950-1954 i rigtig lære som dameskrædder hos storesøster Ruth med undervisning på Hundborg Tekniske Skole. Fik egen systue og fulgte i 1956 med storesøster som kjolesyningslærer ved Skanderborg Amts Husmoderforening - et vinterjob.

Skoleleder

Figur 101. Skoleleder på jobbet hos FOF.

Da VUC Aarhus startede aftenundervisning i voksenpædagogik og undervisningslære, fik mor sin første kompetencegivende pædagogiske uddannelse. Det tog tre år. Det fik hun glæde af både som underviser og skoleleder. I 1984 blev mor skoleleder hos FOF Aarhus (Folkeligt Oplysningsforbund). Da mor stopper i 1996, har hun 45 ansatte som lærere med flere tusinde elever – det blev den største skole hos FOF nogensinde. Ved siden af oprettede mor tre specialskoler, Skole for Bevægelseslære sammen med byrådet i Randers og Skole for Bevægelseshæmmede sammen med Aarhus byråd og Handicapskolen sammen med Solbakken. Som skoleleder deltog mor i studierejser til USA, Polen m.fl.

Figur 102. Billedet her er taget på én af utallige forårsudstillinger af elevarbejder. Lige bag mor har vi storesøster Ruth og næst efter frk. Rasmussen fra amtet og formanden for den lokale husmoderforening (1956/57).

Skoleleder hos FOF

Ungdomsskoleafslutning i haven

Væverske - Professionelle relationer

Figur 102. Mor i færd med at sølle.
Billedet er hentet fra interview
med Jyllands-Posten om vævning.

Under krigen flytter farmor Maren ind derhjemme i Hundborg. Hun får soveværelset og Thorvald slår et nyt værelse op på loftet til ham og Dagmar. Maren er en mester i at karte uld og kan spinde den tyndeste tråd. Folk fra byen kom med uld og fik lavet til garn hos hende. Det var hos farmor Maren, mor fik lært at karte og spinde. Først da vi fik bygget ovenpå i 1975 blev der plads og lejlighed til at tage det op igen. Mors ambition er at lave tekstiler helt fra grunden, karte, spinde, væve, skære og sy klæde til eget tøj. Derfor lærte hun sig også at indfarve ulden. For det meste blev vævegarnet dog fremskaffet fra Barrit, når det skulle være bomuld, hør eller silke. Det blev til mange af vore forbrugstekstiler, gardiner og til mors eget tøj. Kun få kan sætte en kontremarchvæv op og få den til at køre godt. Lige på det punkt er mor selvlært med støtte i Paulli Andersen’s ”Rammevæv, Skaftevæv”, bogen er helt slidt. Rokken blev en helt ny konstruktion af Lise Warburg og det blev den og hendes ”Spindebog”, der bragte mor videre med at spinde. Det var aldrig i tanken at væve til andet end eget brug, men det fuldendte et liv med tekstiler fra først til sidst.

Nethe er håndværker med en løbebane skabt i barneårene. Som voksen fyldte håndværket hendes liv. Hun delte denne hendes verden med nogle få kvinder. En af dem - Gunnild Gaardsdal - var stifter og ejer af Skals Håndarbejdsskole - rammen om det absolut ypperste i faget. Sekstusinde gæster kom hvert år for at se udstilling af elevarbejder. Gunnild fik et ridderkors for sit virke efter dronningens helt eget valg. Agnethe sad i skolens bestyrelse i mange år og sammen fik de fastholdt en dansk håndarbejdstradition mange årtier frem. Det blev befordret af en tredje kvinde - Erika Jensen i undervisningsministeriet – endnu et navn, vi alle lærte at kende i familien. I sådanne grupperinger af stærke højskolekvinder følte Agnethe sig blandt ligesindede og Agnethe var en vedholdende fortaler for håndarbejdet.

Figur 104. Gunnild Gaardsdal (1926-2015). 1987 ridder af Dannebrogordenen.

Erika Jensen (1920-2014)

Undervisningskonsulent Erika Jensen, undervisningsministeriet, direktoratet for ungdomsundervisningen havde faglige kompetencer og interesser, der matchede Agnethes.

Den 14. september 1960 nedsatte daværende undervisningsminister Jørgen Jørgensen "Det pædagogiske arbejdsudvalg for ungdomsskolen" med Erika som medlem og senere 6. januar 1967 bliver hun formand for det udvalg, der skal se på "Uddannelse af lærere i tekstilsløjd" og Erika får den afgørende indflydelse på Kjolesyningslæreruddannelsen.

Måske var det Erika, der bragte Gunnild Gaardsdal ind i billedet.

Skals Håndarbejdsskole. Mor sad i højskolens bestyrelse gennem mange år indtil ejerforholdet i 1993 ændredes til en selvejende institution. Gunnild og mor havde fælles interesser og nok det nærmeste man kan komme et fagligt søsterskab. For os var Gunnild Gaardsdal og Håndarbejdsskolen blot to sider af samme sag.

Kursusvirksomhed

Tilskæring er det faglige begreb for konstruktion af mønstre til beklædning. Der undervises i det på seminarier, Margrethe-Skolen og andre specialskoler. Ud fra et ganske stort antal mål konstrueres et individuelt mønster - helt fra scratch. Ikke mærkeligt, at man skal stå i lære som skrædder i fire år, for at kunne det. Derfor fik folkeskolelærerne det heller aldrig lært – end ikke med håndgerning på linje – og følgelig fik deres elever det heller ikke.

Mor ”huggede en hæl og klippede en tå” og konstruerede et unikt system af grundmønstre i et antal størrelser. Hendes elever skulle blot vælge det snitmønster, der passede dem bedst. Så fik de vist, hvorledes de med ganske få mål kunne tilrette dette grundmønster til dem selv. Allerede fra første kursusdag kom de i gang med at sy cowboybukser – der vel at mærke kom til at passe. Når kurset var slut, kom de derfra med deres helt egne personlige grundmønstre, de kunne tilrette i det uendelige – lange ærmer, korte ærmer, vide bukseben, snævre bukseben osv.

Det rygtedes på skoler, gymnasier, seminarier. Det blev grundlaget for en omfattende privat kursusvirksomhed og ret så indtægtsgivende. Det var typisk weekendkurser, ofte langt væk, Slesvig, Sjælland, Nordjylland og mor overnattede på hotel – brød sig ikke om privat indkvartering. Arkitekt Overgaard lavede store lystryk af grundmønstrene, som blev solgt på kurserne sammen med den vlieseline, mønstrene skulle tegnes over på. Det salg blev mere indbringende end selve timerne.

Herhjemme byggede vi ovenpå, for at få et værksted, hvor mor kunne designe og klippe. Det blev for træls i det lange løb at lave det hele på gulvet. Samtidig fik vi plads til den store kontremarchvæv, der fyldte godt i stuen.

Værkstedet (vævestuen) ovenpå var hjertet i kursusforretningen. Her blev design og materialer til. Det hele fyldte godt i vores tilværelse og for mor var kurser på læreanstalter en særlig (slet skjult) tilfredsstillelse.

I amtet og direktoratet var mors virksomhed værdsat, ligeså hendes forsøg med programmeret undervisning og andre eksperimentelle tiltag, som de fandt, også forlenede dem med anseelse og erfaring. Undervisningskonsulent Erika Jensen, undervisningsministeriet og mor holdt forbindelsen vedlige i alle årene.

Måske var det Erika, der bragte Gunnild Gaardsdal ind i billedet. Gunnild grundlagde, ejede og drev Skals Håndarbejdsskole (i dag Skals-højskolen for design og håndarbejde), et virke der blev hædret med ridderkorset. Mor sad i højskolens bestyrelse gennem mange år indtil 1993, da skolen blev omdannet til en selvejende institution. Gunnild og mor havde fælles interesser og nok det nærmeste man kan komme et fagligt søsterskab.

Det hele kunne lade sig gøre, fordi mor altid har haft en fire-dages-uge i amt og hos FOF. Det gjorde alting overkommeligt og så kunne vore weekend-tasker endda stå pakkede og alt klart til at stikke af med telt og båd.

Figur 105. Snitmønstre til reverskraver nr. 27.

Det var sådanne grundmønstre, der blev trykt som lystryk hos arkitekt Overgaard i A1-format.

Figur 104 Kompendiematerteriale

Til snitmønstrene hørte et kompendium med vejledninger.

Pianist

Fra fædrene side arver mor et musiktalent – og bliver i tilgift født med ”absolut gehør”, en evne kun én ud af ti tusinde får. Talentet bliver plejet med klaverundervisning hjemme og fra 1943, først hos frk. Ellen Fromholt, uddannet ved Det Jyske Musikkonservatorium i Aalborg og senere indtil 1951 hos navnkundige organist Aksel Munk. Storebror Rudolf har eget band ”Hundborg Trio”. Mor er 14 år, hun er med ude første gang og er fast medlem af trioen fra 1950-56. I de år har mor også klaverelever, men siden opgav hun musikken som levebrød.

I 1980’erne blev mor ”opdaget” af folklorist Anders Christensen fra Dansk Folkemindesamling. Anders besøgte os nogle gange. Det blev til et par balaftener på Snedsted Kro i 1982 med videoer og kassettebånd ”Gammeldans på Snedsted Kro” og igen 1986 sammen med Danmarks Radio med efterfølgende radioudsendelser. I 2011 udkom Anders med bogen ”Vildspil og nodespil” og med et stykke om mor og hendes medvirken i Hundborg Trio.

Figur 107. Frivillig spillelærerinde for Bianca i tre år ~ 2014-2017.

Figur 108. En hyggestund i stuen (~1967).

Det blev skik at synge til vore sammenkomster herhjemme. Så spillede mor til sangene. Det gjorde det hele lidt anderledes, både festligt og højtideligt. Mor har fortalt, hvorledes hun som lille pige drømte om at komme til at læse, så hun kunne synge med på alle vers og ikke kun dem, hun kunne udenad.

En dag ringede Nicoline på vor dør. Hun havde hørt mor spille klaver, da hun kom op ad Højdedraget på vej hjem. Hun spurgte om mor ville lære hende at spille. Det kunne mor ikke stå for. Det var i 2010. Nicoline kom ugentligt i en tre år. Hun savnede dog den flid, øvningen kræver og hendes talent var heller ikke for godt. Opgaven som spillelærerinde har nok alligevel passet mor, for senere tog hun Bianca ind – også fordi hun er datter af naboens Henrik.

Delingsfører Gymnastik

Mor fik også en delingføreruddannelse i 1951 på Snoghøj Gymnastikhøjskole ejet af Anna Krogh og Jørgine Abildgaard. Mor blev optaget igen året efter, inviteret fordi hun kunne sætte musik til gymnastikken. I 1953 blev hun optaget på Støvring Højskole som elev og som lærer i gymnastik og kjolesyning.

Figur 109. Elitehold ledet af Chr. Yde og Agnethe (1956).

Figur 110. Haugesund. Billedet er taget af værtinden (1956).

Figur 111. Mor som delingsfører for 20 gymnaster i Hundborg Gymnastikforening.

Et højdepunkt blev dog udtagelse af Thisted Amts Gymnastikforening til at lede et elitehold med 14 piger sammen med Christian Yde og hans 14 karle. De turnerede i det ganske land, i Haugesund, Bergen, i venskabsbyen Skien. Det var i 1956. Billedet øverst til venstre er lige dukket op og viser hele eliteholdet.

Som pensionist tager Agnethe gymnastikken op igen som frivillig instruktør for ”Ældre I Bevægelse”. Det bliver et kæmpehold på henved hundrede deltagere.

Leisure Time

Mor er udepige – lige fra barnsben.

Selvom det somrene igennem blev til hundredvis af strandture til Saksild, er der ingen billeder i vore gemmer. Måske Inge har. Hun og Henrik var ofte med.

År efter år var mor i Norge. Kun eet år blev der taget billeder.

Figur 112 En pibe tobak på vor altan på Runebergs Allé i Søborg (1958).

Figur 113 En smøg i køkkenet på Møllegade i Skanderborg (1960)

Mens vi boede i København og Søborg tog vi på kystferie i telt til Lynæs og Greve Strand. Vi var virkelig landboer. Første gang vi kom til Greve campingplads bad vi lejrchefen om halm til at ligge på. Det havde han ikke, så det var lidt hårdt. Rudolf kom os til hjælp. Som købmand kunne han skaffe os luftpude¬madrasser og liggeunderlag. Det var en usigelig komfort. Lynæs var særlig tiltalende. Her kunne vi slå teltet op helt nede ved vandkanten og der var ikke længere end vi let kunne cykle.

Et bommuldstelt dengang var ikke 100% vandtæt, så mor syede oversejl og arrangerede os rigtig godt. Vi havde ingen radio. Det får vi først, da B&O i 1959 lancerer deres første transportable radio, en Beolit 606 transistorradio.

Leisure Time

Figur 114. På pigetur til Høvringen sammen med Kirsten Strange.

Figur 115. Morgenfriske ropiger.

Mor skriver i Træsejlet: Rita og jeg startede i august - vi er henholdsvis 58 og 60 år og ingen af os har roet før. Men sikke en modtagelse!

Figur 116 En almindelig eftermiddag ved Skanderborg Sø sammen med vor ældste søn – altid interesse for det, der måtte være i kurv og taske (1961).

I Møllegade kører mor hver dag en tur med vor ældste søn i klapvogn til Sølund eller hvor de nu kunne lejre sig en stund i græs nær skov og sø.

Drengene bruger ikke mors kælenavn Ganet ligesom vi andre og det er nok det, der får det til at gå af brug herhjemme. Storesøster Ruth (Musse) og Ganet vedbliver dog at bruge hinandens kælenavne. Da mor talte med Rudolf fornyelig, brugte hun hans kælenavn Mulle. Jeg husker ikke, at Rigmor og Ragna havde kælenavne.

Leisure Time

Figur 117. Sara er sikker deltager, når der lægges puslespil. 2010.

Figur 119. Stranden ved Læsø Havn, juli 2011.

Figur 118. Lisbeth, Kirsten, Dorine, Dagmar, Lis, Agnethe. April 2000.

Studiekreds.

Bedstemor Dagmar var med til at starte en litteraturkreds i frimenigheden i Hundborg og holde den aktiv en menneskealder. Det har nok været det, der inspirerede mor og fik hende til at spørge vor naboerske Åse.

Åse er gift med overlæge Steffen Middelboe, der var røntgenlæge ved Skanderborg Sygehus. Åse var sygeplejerske, men hjemmegående. Vi inviterende hinanden på middag nogle gange om året. Steffen kom imidlertid på kant med amtet ved lukning af Skanderborg Sygehus – og det så meget, at han overilet solgte huset til spotpris og flyttede til København. Det skulle hedde sig, at det var for at bo tættere ved børnene. Skæbnen ville dog, at børnene fraflyttede hovedstaden. Jeg tror at Åse blev afløst af Dagmar.

Åse ville gerne være med i en litteraturkreds og foreslog sin veninde Kirsten, gift med en overlæge ved Brædstrup Sygehus og veteranbilentusiast. Kirsten er også hjemmegående sygeplejerske – Københavner for øvrigt.

Den næste invitee blev Dorine, gift med Stadsingeniør Bering Petersen lidt henne ad vejen. Hvordan Bering kunne score Dorine, er os ufatteligt. Det er det eneste fornuftige, den mand har udrettet. Dorine viste sig at være et godt valg. Hun var indfødt englænder og have en universitetsuddannelse.

Lis, gift med mejeriingeniør Ove Knudsgaard, en kollega til mig fra Grindstedværkets tid. Lis er keramiker og vi kom en del sammen efter, Lis og Ove flyttede tilbage til Horsens.

Lisbeth, enke efter cand. pharm. Knud Møller, en kollega af mine fra min FDB-tid, kom heldigvis også med. Lisbeth er vores ven i mere end et halvt århundrede og vi har haft rigtig meget sammen.

Dagmar, enke efter en oliehandler Andreasen på Næsset, er ud af en nordjysk højskolefamilie og et godt aktiv for kredsen.

Sidste år (2019) blev Lisbeth, Dagmar og mor enige om at indstille arbejdet i litteraturkredsen. Den havde da været aktiv i næsten 25 år. Kredsen mødtes på skift i hjemmene og med et meget moderat traktement – det var bøgerne, der var det vigtige.

2019. Den 62. jul - altid hjemme.

Leisure Time

Figur 120. Sverige med VW 411, telt, gummibåd og trækvogn. Vi runder Vänern og besøger Albin Marin bådværft i Kristinehamn for at købe en Singoalla. Den er konstrueret 1970 af Per Brohäll, der også har tegnet vor Vega. Vi ser en Singoalla, men den er udsolgt. Vi opgiver at få en Singoalla og køber i stedet en Maxi 95 tegnet 1974 af Pelle Petterson. Den bliver bygget oktober 1975 som byggenr. 284 på værft i Åmål – også ved Vänern.

Figur 121. På vej til Sverige med Sørine (Vega) og optimist på slæb. Vor ældste søn har vagten (1975).

Figur 122. På tur i Sverige med VW 411 rundt om Vänern (1975).

Ferier i telt og båd sammen med drengene. Det var sådan, det skulle være. Charter havde vi ikke lyst til. Mor og jeg har været udenlands flere gange sammen og hver for sig, men altid i forretningsøjemed. At rejse uden et ærinde gjorde vi ikke. I 2012 efter mors første operation købte vi en VW UP, tog den med til Seyðisfjörður, Island for at opleve øen og besøge methanolværket ved the Blue Lagoon. Et par år efter pakkede vi UP’ igen; sejlede til Bergen og fulgte den norske vestkyst til Trondheim for at inspicere det methanolværk, vi havde ”lejet” os ind på hos Statoil på Tjeldbergodden. Skulle vi endelig rejse for vor fornøjelsesskyld, skulle det være nordpå.

Figur 122. Ingeborg på træf med Jytte Vibe, Erik Vibe, Lisbeth Møller og Knud Møller. Mårup 13. august 1978.

Knud var ansat hos FDB, da jeg i sin tid blev antaget dér. Vi var begge farmaceuter og arbejdede i samme laboratorium på den kemisk-tekniske fabrik. Knud og Lisbeth havde lært hinanden at kende under et vikariat i Island. Hvert år besøgte de os med børnene og vi klippede julestads sammen, stod på skøjter, når søen var lagt til. Det udviklede sig til en fast julekomsammen med omgangskredsen – så var Julen begyndt. Kendetegnet blev den Vendsysselske grønkål.

Leisure Time - Yachting

Figur 125. Summer cruise i skærgården. 5. juli 1985.

Figur 127. Faster Ruth er hjemme og sammen med Niels tager vi hende og Bill med på Ingeborg en tur til Samsø (1977).

Min søster Ruth har boet i Bournemouth siden hun var tyve – tog derover på grund af kærestesorg. Hun var hjemme hos vore forældre hvert eneste år. Hun vedblev at besøge os søskende – et besøg, vi altid glædede os til. Både vor ældste søn og Niels har været på ferieophold hos faster i Bournemouth. Mor og jeg har også været på biltur over til hende en gang hvor Niels kom cyklende. Hun døde velhavende og vi arvede alle – en arvesag, der gav varig splid med min storesøster Petras børn.

Figur 125b. Vor ældste søn på ferie hos faster Ruth.

Leisure Time - Yachting

Figur 128. Nethe kunne altid skaffe is til vor køleboks. Til sidst blev det dog så svært at finde is, at vi måtte installeret et elektrisk fryseelement.

Figur 130. Jyllands-Postens fotograf fanger os i et øjeblik på broen i Marselis (2009).

Figur 128 Mini picnic i havnen Grenaa, 2009

Ombord kræver båd og omgivelser absolut opmærksomhed. Det var godt, for vi havde begge travle dage og kunne godt bruge noget andet at tænke på ind imellem. Vi deltog gerne i træf, men intet var bedre end når vi kun var os selv – helt alene.

Vævestuen.

Mors Sidste Rejse

Figur 130. Nekrolog bragt i
Uge-Bladet for Skanderborg

Agnethe Fink Thomsen er sovet ind efter et langt og virksomt liv. †Søndag 19. April 2020.

Unge piger i den halve by fik lært at klippe og sy deres eget tøj hos Agnethe i Skanderborg Ungdomsskole.

Senere lærte hun mange at kende som senior i roklubben, hvor hun sluttede som en skattet afløser på morgenholdet.

Med unge år på Snoghøj Gymnastikhøjskole som ballast blev hun frivillig instruktør for Ældre i Bevægelse.

Hendes talent for at sætte musik og øvelser sammen var medrivende. Det fik deltagerantallet til at vokse år for år på vej mod hundrede gymnaster – det største gymnastikhold i byens historie.

Da Karen Jespersen fik indført ældreråd i alle kommuner, stemte naboer på Højdedraget, rokammerater og gymnaster hende ind. Byens første ældreråd konstituerede sig med Agnethe som sekretær. Agnethe fik indført faste møder med byens ældreklubber. Det gav en givtig gensidig udveksling af tanker og oplysninger. Tolv år blev det til og de sidste som rådets formand.

Agnethe har holdt diamantbryllup med sin ungdomskæreste. To velbegavede drenge fik de – Niels, bosat i Californien og vor ældste søn, lige nu i Rusland i arbejds medfør. Når det igen bliver muligt for familien at samles, vil Agnethe få en maritim bisættelse på det åbne hav, som blev så stor en del af hendes liv.

Mors Sidste Rejse

Figur 132. Mandag 20. april 2020. Rudolf, Ingelise, Kurt og Inge er med til at vinke farvel en solrig forårsdag. Vor ældste søn er på opstart i Rusland og Niels sidder i Californien – begge steder er grænserne lukkede for at hindre smittespredning (Corona virus). Sø-bisættelse kan ikke finde sted førend begge drenge kan være her. Mor døde søndag aften 19. april 2020

Talepapir til mors begravelse.

Mor er født og opvokset i en grundtvigiansk frimenighed. Menigheden havde egen friskole og skolelærer. Lærer Andersens undervisning byggede på Christens Kolds nyskabende tanker om en friskole. Lærer Andersen tog ofte børnene ud i skov og mark, så de tilegnede sig lærdom gennem oplevelse og fortælling. Agnethe fortalte os meget om lærer Andersen.

Menigheden have også egen præst. Pastor Enrico Bjerre underviste børnene i kristendom, en opgave der mestendels gik på at hjælpe ham med jordbærplukning og skæring af grønsager til salg. Vi blev viet af pastor Bjerre i Hundborg Kirke.

Agnethe fik to semestre på Snoghøj. Det var ikke kun en gymnastikskole. Det var også højskole. Højskoler dengang underviste ikke i løsninger, men oplivede unge mennesker i troen på sig selv, på at de kunne udrette noget. Eleverne skulle vende tilbage til deres hjemstavn som foregangsmænd for fællesskabet. Det var sådan en ung kvinde, jeg lærte at kende.

Agnethe er kristen, men ikke meget for kapeller eller præster i al almindelighed. Bortset fra pastor Bjerre var Thorkild Grosbøll den eneste, hun talte om – især da han efter udgivelse af En Sten i Skoen faldt i unåde hos sin biskop i Helsingør. Det fik ministeriet til at flytte tilsynet over til biskop Jan Lindhardt i Roskilde. Når det optog os så meget, hænger det sammen med, at Thorkild Grosbøll er vokset op på Støvring Højskole, hvor faderen Poul Grosbøll var forstander. Det var Poul Grosbøll, der optog Agnethe som elev og lærerinde ved Støvring Højskole midt 50’erne. Poul Grosbøll blev senere valgmenighedspræst ved Thorsted og Hundborg Frimenigheder i Thy – ligesom pastor Bjerre.

Når Grosbøll optog os så meget, hænger det også sammen med, at han er den teolog, vi kender, der deler vor opfattelse af kristendom – en moderne version uden plads til det overnaturlige og uforståelige. Første Mosebog ser vi som et fantastisk eventyr, en fabel, men finder det fundamentalt forkert, når der i skabelsesberetningen står ”Og Gud skabte Mennesket i sit Billede”. Det er jo lige modsat. Ethvert menneske danner selv sit helt eget billede af Vorherre - ens bedre jeg. Det billede eksisterer ikke uden for én selv og kan ikke anfægtes.

Agnethe blev præget af selvbevidsthed og frisind, af livsmod og engagement. For hende var virksomhed selve livet. Det gjaldt om at yde noget og være til stede i sit eget liv. Agnethe lever videre i vore tanker. For vi, som har levet og boet sammen med hende, vil hun leve for evigt.

Mors Sidste Rejse

Mor skal have en prægtig begravelse. I skrivende stund ved vi blot ikke hvornår og hvorledes grundet pågående pandemi. Vi har imidlertid indviet familie og venner i vore tanker så langt.

Figur 132. Bestik for en rejse til Begtrup Vig, med sø-bisættelse undervejs.

Mor har testamentarisk ønsket at blive brændt og asken kastet i havet. Vi har udset os et waypoint, WP nr. 1 i Aarhus Bugt sydvest for Mols Hoved til sø-bisættelsen. For at give flere mulighed for at deltage i begravelsen, er det tanken at leje skonnerten Brita Leth. Vi kan fortsætte til Begtrup Vig, kaste anker en stund som i den viste rute. Et alternativ, mindre afhængigt af årstid og vejr, vil være at returnere fra WP1 til Marselis og samles hos Martino.

Brita Leth

Martino, Marselis

Mindehæfte

Disposition

Arkiver.

Publikationer

Minder Om Agnethe

Et sted at bo

Hundborg.

Et sted at bo

Skanderborg

Et sted at bo

København, St. Kongensgade

Et sted at bo

Søborg

Et sted at bo

Helsingør

Et sted at bo

Schweitz

Et sted at bo

Møllegade

Et sted at bo

Højdedraget 1961

Et sted at bo

Højdedraget 1965

Et sted at bo

Højdedraget 1975

Et sted at bo

Højdedraget 2007

Et sted at bo

Højdedraget 2018

Kærester

Bryllup

Sølvbryllup

Guldbryllup

Ganet fylder 60 den 30. april 1994

Diamantbryllup

Drengene

Drengene

Hylke Strand

Drengene

Drengene

Drengene – Vor Ældste Søn.

Drengene - Vor Ældste Søn

Drengene – Niels

Børnebørn

Børnebørn

Familie

Familie

Familie

Familie

Familie

Naboer og Venner

Naboer og Venner

Dameskrædder – et levebrød

Skoleleder

Væverske - Professionelle relationer

Kursusvirksomhed

Pianist

Delingsfører Gymnastik

Leisure Time

Leisure Time

Leisure Time

Leisure Time

Leisure Time - Yachting

Leisure Time - Yachting

Mors Sidste Rejse

Mors Sidste Rejse

Mors Sidste Rejse

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Agnethe

En Kæntring