Tribut
Højskolepige, sejlerpige og meget mere.
Nethe er født med absolut gehør og dertil usædvanligt godt begavet med både hoved og hænder. Nethe kan hovedregning og har aldrig brugt en regnemaskine eller lommeregner. Sætter en væv op, så den kører godt og servicere en symaskine - det mest forfinede mekanik, der findes, men har ellers ingen interesse i ting og sager. Vi kunne have fyret i kakkelovn, lavet vor mad uden hjælpemidler osv.
Nethe har usædvanlige sociale kompetencer, men har aldrig haft en mobiltelefon og har aldrig været på sociale medier. Skrev ikke e-mails eller messages. Har heller aldrig taget et foto, måske en enkelt gang, hun er blevet bedt om det. Nethe var i USA tre gange, den ene gang på en i øvrigt oplevelsesrig studietur, uden at bringe så meget som et eneste billede med hjem. Aldrig et socialt medie, email eller message og aldrig en lommeregner, mobiltelefon eller et fotografiapparat? Det fik mig til at ringe til Verner Sunesen, Nethes klassekammerat i Hundborg Friskole. Selv om han har drevet forretning, har han heller ikke benyttet nogen af delene - de ting fandtes jo ikke, da vi gik i skole, så vi kom heller ikke til at savne dem. Verner mener også, at den nære kontakt mellem hjem og skole gjorde, at børnene aldrig kom til at "ligge under for noget eller nogen". Lærer Andersen spiste jo på skift hos forældrene i friskolen og det var ham, der lærte børnene hovedregning - en vidunderlig skole.
Når vi alligevel fik moderne ting, var Nethe glad nok for det, men efterspurgte det ikke. Nethe var glad for vort første lille sort/ hvide TV, og det krævede list og overtalelse at udskifte det med farver. Nethe brugte en Apple iPod til at styre sit musikanlæg i gymnastikundervisningen og benytter iPad flittigt efter vi opsagde vort avis abonnement, men high tech skulle så at sige "bevise" sin praktiske værdi. Helt grundlæggende er det naturmaterialer og håndværk, der betager hende - uld, hør og bomuld, aldrig kunstfibre og så håndens arbejde, aldrig maskiner. I det stykke slægter hun sin far på. Som tømrer købte han aldrig et elektrisk værktøj. Hans svigersøn Agner købte engang en elektrisk rundsav til fælles bedste. Jeg tror Thorvald brugte den, men ellers savede han en fjæl igennem med håndsav fra ende til anden og med en spån i munden at tygge på.
Så har Nethe politisk tæft og mange dybsindige politiske emner har vi endevendt sammen. Nethe er en læsehest - lavede litteraturstudiekreds - og forberedte sig omhyggeligt på hvert eneste møde i kredsen. Jeg ville gerne have delt denne interesse med hende, men tiden var ikke til det. Ellers deler vi syn på de fleste ting og ler meget sammen. Hendes krop er fantastisk til gymnastik, som hun dyrker hver eneste dag, hun løb, spillede tennis, blev ganske god til det og holdt af skiferier med veninde(r) - en rigtig udepige. Havde let ved at færdes på en båd; nød når sejlene var sat og vi gled ad sted og med slet skjult triumf, når vi overhalede nogen.
Ja, Nethe er så mange ting, en rigtig højskolepige, en rigtig sejlerpige, en dygtig lokal politiker, dygtig administrator, en fantastisk lærerinde, altid opmuntrende; musiker, den sidste i verden, der mestrer de gamle danse; sørger for os alle i familien. En fantastisk sparringspartner, opmuntrede os alle herhjemme i det, vi gerne ville. Det er påskønnet og gensidigt; og det er lykkedes Nethe at udfolde sin egen mangfoldighed fuldt ud; det er ikke mange forundt.
Tilfældigt? Nej, det er det ikke. Det er det, vi lagde planer for, da vi var tyve år!
|
|
Jens skænker til Per, mens Henrik og Niels ser på. Dejen til snobrød
ligger klar. Nethe holdt af vore buske og træer. Det er endeløse mængder af bær og frugt, Nethe har plukket. Der blev kogt saftevand til drengene - alt det, de ville have og til kammeraterne med. Der var nok til alle. Mest stikkelsbær og ribs, men også solbær, undertiden æble. De andre frugter blev til frugtgrød - altid en efterret til aftensmaden. Om sommeren blev der frosset ispinde. Det sidder jeg lige nu og tænker på. Det blev en del af vort projekt. |
Hilsen fra Bent Aagerup
Hilsen fra Poul og Margit
Hilsner fra Fætre og Kusiner
Farewell tribute from Poul Foersom
1986
Agnethe Thomsen har taget sin afsked som fagkonsulent.
Agnethe Thomsen (AT) har fået ansættelse som pædagogisk medarbejder i FOF, Århus, hvilket vi ønsker hende hjerteligt tillykke med. - Nok så alvorligt er det for såvel konsulentvirksomheden som for skolerne (ledere og lærere) og de kommunale myndigheder, at AT af samme grund har taget sin afsked pr. 1. august d.å. fra fagkonsulentstillingen.
- Efter 17 års ihærdig og inspirerende virksomhed. – Og denne gang er det sandt nok: "Hun bliver ikke til at erstatte", så bredt et fagligt felt hun har dækket, - og på kun halv tid.
AT var med fra starten af fritidsloven i 1969 og blev kastet på hovedet ud i den pædagogiske og faglige forvirring, der opstod med de nydefinerede tilrettelæggelsesformer: den målrettede fremadskridende undervisning (aftenskole) og den individuelt betingede og interessebetonede selvvirksomhed (interessegruppe) ovenikøbet med deltagerbetaling til forskel. - Det blev en hård konsulentprøvelse at vejlede og uddanne ledere og lærere til det nye, men AT gjorde det tålmodigt, overbærende, inspirerende og konsekvent.
AT's baggrund var syning og tilskæring, og det blev hun fagkonsulent i ved starten. - Snart fik hun sprættet dårlig dommene i det. pædagogiske og ensidigheden i det faglige op på det felt og tvang lærerne (og med dem deltagerne) til "at tænke og kreere selv". – Senere opdagede vi hendes sangglæde og -kunnen, hendes musiske talent samt sans for rytme og folklore og gjorde hende til fagkonsulent i sang, musik og folkedans. - Det tog hun afslappet, så da den nye linie slog an i fritidsundervisningen, blev hendes virksomhed udvidet med yoga, afspænding, bevægelse og motionsgymnastikken. - Og selvfølgelig havde hun foruden det pædagogiske talent også en række faglige kvalifikationer på de nævnte områder. – Hun knyttede de nye områder til sig og formede også her med lærernes hjælp ef mønster for pædagogisk og faglig kvalificering, så det blev helt naturligt, at hun også for en del år siden overtog håndarbejdsområdet, hvor netop knytning og vævning var blevet foretrukne discipliner.
Som fagkonsulent har AT haft høje besøgstal, ja der var ofte kødannelse ved
hendes kontor og telefon. - Fagligt bekymret har hun altid været ("mon vi/jeg
kan gøre det godt nok?"), men bekymringen har altid været parret med en faglig
stolthed på fagenes og lærernes vegne og båret oppe af en ukuelig optimisme og
glæde ved arbejdet. - AT har udført en hel utrolig god og stabil indsats. – Vi
siger tak for den - og mon ikke også hendes mange kunder vil have hende i
venlig erindring. — Held lvkke Agnethe i det nye job.
11. august 1986 Poul Foersom.
Condolences from Peter Petersen
Fra: Peter Petersen Til: Lars Thomsen
Emne: Agnethe Dato: 9. juni 2020 19:49:08
Vedhæftede filer: 24_timer.docx
Jeg har fået besked fra FOF om, at Agnethe er gået bort, så hermed min kondolence. Trist at modtage besked om at nogen man kendte, ikke er her mere. Så er der kun minder tilbage, og dem er der en del af. Et af minderne var, at når man spurgte Agnethe om, hvor hun skulle hen på sommersejlads, så var det enten til højre (Fyn/Tyskland) eller -for det meste- til venstre (skærgården). Vi havde en fælles interesse i sejlads og har da også mødt hende et par gange efter hun var stoppet ved FOF. Jeg vil gerne mindes Agnethe med en lille historie, som jeg skrev efter jeg selv var blevet alene.
Mange hilsener Peter Petersen Heltidsansat ved FOF frem til 2008 og Lærer ved
FOF frem til 2019
24 timer
Jeg havde lovet Preben, at hjælpe ham med at tage masten af i morgen tidlig. Men der var stadig lidt sensommer denne lørdag i september, højtryk, 20° med sol og en blå himmel med lette strøg af cirrusskyer. Det er næsten for godt til at være sandt. Meteorologerne siger, at højtrykket langsomt bevæger sig mod øst og et nyt lavtryk er på vej. Jeg beslutter mig for at tage af sted, mens vejret er godt og inden vinterhalvåret starter på mandag, når det er efterårsjævndøgn. Der kan godt nåes lidt sejlads inden Preben og søndag morgen. Det var ikke blevet til ret meget sejlads siden den triste dag i august, hvor jeg meget ufrivilligt gik over til at være ”single-hand sejler”. Og tiden efter med mange problemer der nødvendigvis skulle tages stilling til. Og børnebørnene der ikke kunne forstå, hvorfor farmor ikke var der mere, og hvad det var for en sygdom man ikke kunne blive rask af. Og fryser hun ikke der nede under en sten. Og hvad er det lige for en stjerne hun sidder på. Og kan det gå at sejle alene, når der ikke er nogen at snakke med mere. Eller blive enige eller uenige. Mange spørgsmål, der ikke sådan lige kan besvares.
Heldigvis har REMA en butik tæt på marinaen, så hylderne og køledisken bliver ryddet for lidt brugbar proviant, og så om bord i min lille sejlbåd. Lille i forhold til den nye trend, hvor bådene ikke kan blive store nok, selvom finanskrisen har trukket lidt i bremsen. Men en passende størrelse, når jeg nu skal håndtere den alene. Over middag, af sted for sejl og plan A er at sejle til Knebel vig, kun et par timers sejlads væk. Der kan aftensmaden nok indtages på en passende ankerplads, og så hjem i aften. Vinden kommer fra SØ, 4-6 m/s, så det bliver virkelig luksus sejlads, halvvind og en fart på 5 knob. Jeg syntes det går rigtig godt, alligevel bliver jeg overhalet af Mikael, der også er ude på en single-hand tur i sin smukke svenske skærgårdskrydser, konstrueret af hans kones svenske farfar. Vi passerer hinanden i få meters afstand midt i Kalø vig, får en sludder og jeg tager et billede af det smukke skib for sejl. Det er svært selv at gøre. Efter et par timers sejlads, er jeg nået frem til den gode ankerplads i Knebel vig. Desværre er der ingen ledige bøjer, så det bliver det gode gamle anker der får lov at gå til bunds på 4 meters dybde. Så nu ligger jeg her, sammen med et par både mere, i læ for den SØ-lige vind. Stilheden er befriende og udsigten er som altid fantastisk. Når jeg ser ind over bådens stævn, kan jeg skimte den gamle Tved kirke, der ligger tæt på vandet og gemt i en lille lund af store træer, vistnok eg. Når jeg drejer hovedet lidt til venstre, kan jeg se den nyrenoverede Knebelbro havn og lige ovenover Mols bjerge. Bjerge, det er nok årets overdrivelse, men den nye udnævnelse til ”Naturpark” har sat meget fokus på området. Tanker om det bliver en gevinst for området, eller det blot bliver et nyt overrendt ”turistmekka”? Også tanker om de mange gange, hvor vi har ligget til anker, med og uden børn, i godt og dårligt vejr. En oplevelse står stadig klart i erindringen. Vi lå til anker i det gode vejr, og skulle til at lave aftensmad. Mobilen ringer, og det er den yngste Morten, der diplomatisk spørger om hvor vi er og hvad vi laver. Det fortæller vi, og spørger ham om det samme. Morten svarer: ”Jeg står inde på stranden og kan se, at I endnu ikke har spist til aften”. Den forstod vi godt, gummibåden blev pumpet op, søn 2 blev hentet, bespist og leveret tilbage på stranden, hvor bilen var parkeret. Tilbage i nutiden er jeg nået til lidt let aftensmad. Udsigten er formidabel. Til markerne, hvor et par larmende landbrugsmaskiner ikke har opdaget, at det er weekend, eller var der noget der lige skulle nås? Det er for godt til at sejle hjem igen. Hvis jeg står tidlig op i morgen, kan jeg sagtens nå til Egå og Preben inden kl. 10. Ankeret får lov at være i fred. Godt jeg bliver liggende. Ufattelig flot solnedgang, lysene på Studstrupværkets skorsten blinker til advarsel for lavtflyvende maskiner. Vinden forsvinder helt, og i løbet af nogle timer bliver himlen flot mørk og krystalklar, Karlsvognen og alle de andre gamle kendinge kommer frem. En nat så rolig, at det næsten er uvirkeligt.
Der kommer et par både mere i skumringen, så inden det helt bliver nat, er vi 8 både på ankerpladsen. Morgenen melder sin ankomst med tæt tåge, sigtbarheden er nede på få meter. Der er absolut intet at se, men der høres klokkeslag fra Tved kirke og en svag summen af lidt søndagstrafik inde på land et eller andet sted. Jeg ringer til Preben, og vi bliver enige om, at masten godt kan vente til mandag eller tirsdag. Jeg må også pænt vente, ude på vandet er det vejret der styrer tingene. Ved 11-tiden kan solen skimtes gennem tågen og ganske svage konturer af de andre både, der også ligger til anker. Lydene er meget anderledes i tågen, men pludselig er der en ny lyd, der lyder som en prusten. Tre marsvin er på morgentur, meget tæt på båden, det smager lidt af delfiner og de varme lande. Måske har de opdaget, at der er oprettet en blåmuslingefarm i Knebel vig – eller måske været på jagt efter lidt makreller.
Da tågen er lettet ved 12-tiden, opdager jeg, at en af de både der kom i aftes, var en gammel bekendt og tidligere kollega [Agnethe] og hendes mand. Hen og fortøje langs deres båd [Ingeborg], og så gik snakken om de ”gode gamle dage”. Og det var dog skrækkeligt med din kone, og godt at du har beholdt båden og hvad man nu siger i mangel af bedre.
Over middag er tågen helt væk, men der er ingen vind. Hjem for motor. Lidt ”happy-end” er det dog. Det kunne godt praktiseres at sejle alene, selvom det er noget anderledes. Hvad der dog kan opleves på 24 timer. [Husker tågen, husker Peters besøg. Det er hyggeligt at få langsskibs besøg en sådan dag]
Fra: Peter Petersen Til: Lars Thomsen
Emne: SV: Agnethe Dato: 11. juni 2020 10:34:25
Historien fra Knebel Vig:
Så vidt jeg kan se, må det være 20. september 2009. Min kone døde i den 6/8 2009 så det har nok været en af mine første sejlture.
Firmaturen:
Jo, den kan jeg huske. Min kollega Hans Schneider var lige blevet færdig med
at aptere den nye båd ”Johanne Louise” og for at fejre begivenheden, blev
FOF’s sommerudflugt henlagt til en sejltur med den nye båd. Under indsejlingen
til Knebel Vig advarede vi Hans om at der ikke var meget vand under kølen, men
det overhørte Hans og fortsatte ufortrødent for fuld fart, hvorefter vi gik på
grund. 3 mand op på bommen, der blev svinget ud, og det gav så meget
krængning, at båden kom fri heldigvis uden skader. Agnethe morede sig meget
over at båden var gået på grund med ikke mindre end 3 navigatører om bord samt
det grinagtige syn af 3 på bommen.
/peter
Condolences from Inge Haibert
Fra: Inge Haibert Til: Lars Thomsen
Emne: Kondolerer. Dato: 9. juni 2020 01:23:43
Hej Lars. Tak, for din meddelelse.
Jeg vil gerne kondolere og sige, at jeg satte stor pris på samarbejdet med
din mor i en periode på ca. 20 år fra slutningen af 60’erne og frem, både i
Århus amt og Aarhus kommune. Jeg var senest sammen med din mor for få år siden
i Randers, da der var en sammenkomst for tidligere medarbejdere fra
Undervisnings- og kulturforvaltningen, Århus Amt. Jeg sender et billede, som
er taget i denne anledning. Jeg vil kigge mine gamle fotoalbum igennem og se
om, der er andre billeder af hende, der kunne have interesse. [Vi er aldrig mødtes, og hver gang Inge Haibert har skrevet eller ringet en
besked, har hun antaget mig for Nethes søn]
Sendt fra min iPhone
Condolences from Birthe Funder
Fra: Funder Til: Lars Thomsen
Emne: Re: Agnethe Dato: 8. juni 2020 16:13:26
Kære Lars. Må jeg kondolere, det bliver svært for dig og “drengene”. Selv om
jeg bor i Skanderborg, har jeg ikke vidst at Agnethe ikke var mere.. Jeg har
desværre ingen billeder af Agnethe, men har en masse gode minder. Jeg lærte
Agnethe at kende da jeg blev ansat på Skanderborg amt i 1968 - om Agnethe var
konsulent på det tidspunkt husker jeg ikke, men da vi blev Århus amtskommunne
i 1970 og flyttede til Viby i 1972 og senere Højbjerg i 1974, var Agnethe der.
Agnethe var et utroligt sødt menneske. Altid hjælpsom og en utrolig dygtig
underviser. Hun har været mig behjælpelig mange gange, når jeg har haft
sy-problemer. Det er ikke mange år siden jeg var oppe hos jer, for jeg havde
igen et sy-problem. Har nok alle Agnethes grundmønstre – de er godt nok lasede
nu, for de er godt brugte. Min ældste datter har også haft fornøjelse af
Agnethe, for hun gik på ungdomsskole hos Agnethe omkring 1986 og et par år
frem. Tak for det du har lagt op omkring Agnethe. Dejlig læsning. Tænker på
dig og familien.
Mange hilsner Birthe Funder
Condolences from Carsten Lykke
Fra: Carsten Lykke Til: Lars Thomsen
Emne: Re: Agnethe Dato: 12. juni 2020 22:34:07
Kære Lars
Jeg er utroligt ked af at høre, at Agnethe er død. Jeg tænker med meget stor
glæde tilbage på de 10 år, vi arbejdede sammen. Jeg følte jo, det var et scoop
at headhunte Agnethe fra amtet til FOF. Der stod altid stor respekt om hendes
faglige kompetence både hos alle i FOF Aarhus, men også på landsplan. Og så
var hun jo et behageligt og et livsglad menneske at arbejde sammen med. Og ja,
vi havde samme syn på folkeoplysningen, nemlig at vi kvalitetsmæssigt ville
gøre FOF Aarhus til en af landets bedste aftenskoler. Og her havde Agnethe en
meget stor andel i den udvikling og fremgang, vi oplevede. Og også at det
skulle hænge sammen økonomisk. Og det var en stor tilfredsstillelse at opleve,
at det fundament, Agnethe var med til at lægge, blev ført videre i årene
fremover, så kvalitet fortsat blev et nøgleord i gennemførelsen af vore
aktiviteter. Jeg gik på efterløn i 2013 og har desværre stort set ikke haft
nogen kontakt til afdelingen siden da. Er dog stadig med i FOF's
repræsentantskab på landsplan og med i vores pensionistforening, FOFLex. Jeg
har derfor desværre ikke adgang til noget af det arkivmateriale, som vel
stadig findes i Aarhus. Jeg vil dog prøve at spørge min tidligere kollega fra
FOF i Randers, Bent Olesen (som jeg ved, Agnethe satte meget pris på), om han
skulle have billeder liggende fra vore studieture. Han har overtaget
arkivmaterialet fra vores landsforbund, så måske..... Jeg vil kondulere mange
gange, og håber du klarer dig igennem, dine børn er jo ikke lige om hjørnet.
Mange hilsener Carsten
Condolences from Lis Nygaard
Fra: Lis Nygaard Til: Lars Thomsen
Emne: Re: Agnethe Dato: 18. juni 2020 14:43:31
Kære Lars Thomsen.
Mange tak for din mail. Jeg har med glæde læst om Agnethes lange og virksomme
liv. Trist er det dog at tænke på, at hun ikke er her mere. Jeg arbejdede i
Aarhus Amtskommune i 80erne og husker Agnethe som et varmt og klogt menneske,
umådelig dygtig til sine fag. Husker hende som altid velklædt - og
selvfølgelig i egne kreationer. Vi var til “pigekomsammen” hjemme hos hende i
jeres dejlige hjem. Måske var det i forbindelse med hendes 50 års fødselsdag.
Sidst jeg var i selskab med Agnethe, var ved U&K forvaltningens
sammenkomst i Randers, jeg tror det var i 2014. Håber det snart bliver muligt
for dig at se familien. Jeg har selv børn og børnebørn i udlandet, og ved,
hvad det handler om i disse Coronatider.
De bedste hilsner Lis Nygaard
Sendt fra min iPad'
Brev fra Henrik Vosgearau
03.01.2021
Kære Lars Olav
Det gør mig ondt, at du mistede din Agnethe i det forgangne år. Det er først
noget jeg erfarede for nylig og ved lidt af en tilfældighed. Jeg havde en drøm
her i juleferien, hvor jeg af en eller anden grund var tilbage i barndommens
Skanderborg. Jeg husker ikke detaljerne i drømmen, men da jeg vågnede, var jeg
nysgerrig og søgte lidt rundt på nettet for at se, om jeg kunne finde
oplysninger på nogle af dem fra barndommens tid — for at se hvor de mon var
endt henne — Lille Henrik, Per, Thomas, Anders m.fl. og selvfølgelig Niels.
Det var i den søgen, at jeg stødte på en side, hvor det fremgik, at Agnethe
var gået bort og hvor der var et link til din fine skildring af Agnethe og
jeres fælles liv. Et dejligt liv I har haft sammen, ser man tydeligt, og også
dejligt at se, at det er gået Niels og Jens godt.
Det her brev for at fortælle dig, at du og Agnethe i høj grad var medvirkende
til den gode barndom, jeg havde i Skanderborg. Jeres hjem var jo et fristed
for kvarterets unger - åben og imødekommende og rammerne sat for at vi kunne
udfolde os tænk blot på jeres baghave. Ingen prydhave med rosenbede til pynt,
men hvor du i stedet havde opført udsigtstårn, totempæl, gynge mm., så vi
kunne udfolde vores fantasifulde lege. Jeg husker, kun I havde stikkelsbær i
den have —afsindig sure stikkelsbær, som vi ikke desto mindre tvang os selv
til at spise, da de gav superkræfter. Og når du skriver, at haven var Agnethes
store hobby, ja så gør det jo kun større indtryk, at I sådan overlod haven til
os, da vi var børn.
Og så var der jo også bålpladsen - hvor mange gange har vi mon ikke siddet der
og hygget os med pinde over bålet omviklet Agnethes snobrød og med røg i
øjnene.... Og hyggen omkring spisebordet, når Agnethe havde dækket op til te
(med masser af mælk i for mit vedkommende). Ja, I tog os børn alvorligt uden
at være styrende — lod os udleve vores sære påhit, som at banke sten til
"mel", som jeg husker Niels og jeg en overgang praktiserede inde på dit
værksted. Det var sikkert også i værkstedet, at vi byggede drager — engang
ville vi bygge en så stor, at den kunne løfte en person, var vores plan... Var
også engang med Niels og Agnethe på tur i "boblefolkevognen" for at besøge
hendes mor, tænker jeg det har været. Så underligt de snakkede i det
nordenfjordske og da vi var ved stranden, blev der trukket en druknet tysker i
land, som de lagde på stranden ikke så langt fra, hvor vi sad på vores tæpper.
Ikke kigge fik vi at vide, men selvfølgelig kunne jeg ikke lade være med at
kigge lidt i smug.
Jeg har kun erindring om at have set Agnethe vred to gange — med god grund og
ikke-en højtråbende vrede, men ingen tvivl om, at der var blevet jokket i
spinaten. Denne ene gang, hvor vi (Niels og jeg og vist nok også Jens) havde
fået lov til at tage på en ekspedition på Skanderborg sø. Tror, at det var i
en gummibåd, men i hvert fald var det med strenge ordrer om, kun at sejle
langs med kanten af søen. Det gjorde vi og kom helt over på den anden side af
søen. Da vi så skulle hjem ad, var vi godt trætte og der var ydermere modvind.
Så selvfølgelig var det fristende at krydse hen over søen i stedet for den
lange vej tilbage... Så det gjorde vi, hvilket I nok så fint kunne observere
gennem kikkerteren fra jeres stue. Ja, der levede vi ikke ligefrem op til
princippet om Frihed under ansvar.
Den anden gang var vi en del unger, som havde været ude på en eller anden
byggeplads, hvor der var en kæmpe mudderpøl, som Niels og Jens boltrede sig
rundt i, så de bogstavligt talt var smurt ind i kaskader af mudder fra top til
tå. Vi andre var mere mådeholdne og undskyldte os med, at det vil give ballade
derhjemme, hvis vi smattede vores tøj og os selv til på den måde. Det vil
vores mor aldrig skælde ud over proklamerede Niels og Jens meget sikkert til
vores store undren. Det endte med, at vi alle fulgte med Niels og Jens hjem
for nu at overvære om det virkelig kunne passe, at Agnethe ikke ville flippe
ud, når hun så dem. Nuvel, hun flippede måske ikke just ud, men overordentlig
stram i betrækket blev hun selvfølgelig. Jens og Niels fik besked på straks at
afføre sig det mudrede tøj og om selv at vaske det, mens vi andre, der stod
klumpet sammen i gangen, fik at vide, det var bedst vi tog hjem.
Barndommen på Højdedraget var jo i det hele taget et rent eldorado for os
børn. Ikke nødvendigvis tryg for det var jo ganske vist, at i skovens sumpede
dalbund var der kviksand, som ville opsluge en for altid, hvis man trådte
forkert, og det hed sig også, at bondemanden skød på én, når man flygtede fra
hans lade, hvor vi fornøjede os med at hoppe rundt på de store halmballer, der
var stablet næsten helt op til loftet. Nej, så var det mere trygt at bygge
dæmninger i skovens bække eller med et stor reb over skulderen tage af sted
for at bestige den stejle skrænt ved den gamle vandmølle.
Sct. Hans, et af årets højdepunkter i vores øjne. Finde den helt rigtige gren
og snitte den til, så den blev til den perfekte snobrødspind. Og så spændende
med heksen, der skulle brændes af! Jeg har en erindring om, at Jens og Niels
et år kreerede en lille heks, der var plastret til med fyrværkeri —ja, hvor
håret bestod af bundter af lynkineser. Og var der ikke også noget med, at du
kom lidt galt afsted det ene år, da du skulle tænde bålet... Straks udtænkte
du vist, at du næste år ville antænde bålet med en flammende pil skudt afsted
fra en flitsbue — som en ild, der tændes på det olympiske stadium. Ikke noget
jeg husker, jeg nogensinde så dig gøre, men det var nu alligevel lidt sejt
udtænkt. Men det var jo også i det hele taget lidt sejt, at Niels havde en far
der var opfinder — lidt a la Georg Gearløs fra Anders And bladene, som I havde
store mængder af i kældrene — nogle af dem bundtet sammen i årgange, tror jeg.
Og vintrene! Dengang hvor der var sne, masser af sne. På bobslæde eller ski
ned ad bakkerne, som i barndommens Øjne var kolossalt store. På skøjter på
Skanderborg sø — den skræmmende lyd, når en revne med et højt smæld sprang
frem i isens overflade.
Ja, jeg har så mange minder fra dengang. Måske ikke liggende på første hylde i
bevidstheden — det er trods alt mange år siden og jeg var jo ikke så gammel -
men dog ikke længere væk end at de popper frem, som jeg sidder her og skriver
(muligvis en anelse fordrejeret af barndommens Øjne og i hukommelsen...).
Du må undskylde, at jeg sådan lader minderne flyde ud på pc'en... For når jeg
skriver til dig, er det først og fremmest for at lade dig vide, at I gjorde en
forskel — ikke kun for mig, men for kvarterts unger i del hele taget, er jeg
sikker på. Så tak for det! Og barndommens land er vigtig — der bliver
grundstenene til mange ting senere i livet jo lagt, siges der.
Jeg håber, at du er ved godt mod, selvom Agnethe ikke længere er ved din side. Håber at den krøllede opfinderhjerne stadig finder på nye ting,
Kærlige hilsner
Henrik fra Skovbrynet 6
Ps. Herunder lige et billede af min dejlige familie. Min kone Astrid; Thea,
der går i 1. g; og Sigrid, der tager et sabatår og sparer op via diverse
jobs.
|
| Henrik, Thea (den yngste), Sigrid og Astrid. |
Illustrationer til Henriks brev.
|
| Snobrød |
|
| Henrik Vosgerau og Niels |
|
| Legetårnet med Allantræet i baggrunden. Et tov til armgang går fra tårn til totempæl. |
|
| Fastelavn. Nethe med "alle" børnene til tøndeslagning. |
|
| Jens, Gert og Niels |
|
| Totempælen |
Someone to call me their own
Someone to sleep with me nightly
Meet me tonight all alone
I have a sad story to tell you
I'm telling it under the moon
The love that has held us together
Is shredded and torn all apart
I'd lace them with silver and gold
And sail to the banks of my true love
Fly out over the sea
I'd fly to the arms of my true love
And bring him home safely to me
Kommentarer
Send en kommentar