Social Life

Agnethe har rejst tørv i mosen og sprunget i mosehuller med kvarteret børn. Et vers i en lejlighedssang til hendes 50 års fødselsdag lyder således:

Så tjente hun penge i tørveskær 

med brune ben og i alskens vejr. 

I skoven hun leged´ med byens flok, 

og tårnet i skoven blev målestok.

Hun er et barn af Frimenigheden i Hundborg med alt det samvær og sammenhold dette indebærer. Det udviklede hendes fornemmelse og empati for andre og var i sidste ende med til at bære hendes ambitioner igennem. Arv eller miljø? Agnethe vokser op med selvtillid, fordringsløs med ro i sindet uden behov for påskønnelse. Hun hviler i sig selv uden at ligge under for nogen eller noget.

Litteraturkredsen med Lisbeth, Kirsten, Dorine, Dagmar, Lis og Agnethe mødes på Højdedraget.

Frimenigheden drev egen Grundtvig / Christen Kold præget friskole og forældrene blev inddraget i undervisningen med de evner, de nu måtte have hver især. Nethes far var tømrer og underviste drengene i sløjd. Hende mor var modist og underviste pigerne i håndgerning. Hvor det overhovedet gav mening. foregik undervisningen udendørs; i skoven i Dybdalsgave, i mosen, i bakkerne. Skolelæreren spiste på skift hos forældrene; bedre skole/hjem kontakt findes ikke. Hendes mor var også med i en læsekreds, der mødtes på skift i hjemmene. Den tradition tager Nethe op og indfører her i Skanderborg og det blev til mange inspirerende år.

 

Snobrød i haven med piger fra Ungdomsskolen.

Agnethe har samlet børnene til tøndeslagning i haven.

Vore drenge var hendes et og alt. Hun giver dem selvtillid; gør dem fordringsløse, uafhængige som hende selv. Et vers til hende lyder således: 

To sønner så flotte hun gav af tid, 

et hjem, der trives ved hendes flid. 

Her synges, her spilles, her bages mest, 

her leves, her snakkes med allerflest. 

Agnethe var særdeles glad for vore naboer. Her har hun dækket op for byde nye naboer velkommen.

Som højskolepige har det ligget lige for at give også handicappede en højskoleoplevelse. Det kunne i praksis lade sig gøre med en daghøjskole - og det lykkedes. 

Det bliver til flere sådanne skoler. Således oprettede hun daghøjskoler i Aarhus for bevægelseshæmmede og for psykisk hæmmede samt kunstskole for handicappede og i Randers Lilleskolen for Voksne.

 

 

Ældrerådet på besøg i Vrold

Hun sluttede sit offentlige liv som formand for Ældrerådet i Skanderborg Kommune. Det har selvsagt krævet noget af hende, men ikke mere end dét, hun har ydet livet igennem.

Agnethe er ikke kontaktsøgende; har aldrig haft en mobiltelefon; private telefonopkald kan tælles. Hun har ikke været på et socialt medie; aldrig taget et fotografi. Forespurgt siger hendes skolekammerat  Verner Sunesen “Det har jeg da heller aldrig. Såndan noget fandtes ikke, da vi gik i skole, så vi har aldrig savnet det!”. Tværtom, var det bedste hun vidste, når vi var alene med drengene; i telt eller båd.  Fyrre år sejlede vi i fritiden og Agnethe nød freden ombord - for et anker i en beskyttet vig.

Agnethe og Lars Olav, 46 år, 14. december 1980.

Herhjemme støttede Agnethe os i hvad end vi gerne ville. Da jeg bliver 50 og kvitter alt for at begynde på Aarhus Universitet som fuldtidsstuderende, afslutter hun en lejlighedssang til mig med og alt du vil er mig meget "kært". Her er hele verset:

Fra Skanderborg kører en flot student, 

til Århus sætter han kursen hen 

for nu vil du også ha' data lært 

og alt du vil er mig meget "kært".

Det var gensidigt, Vi var bare ét ærtehalm.

---

The first time ever I saw your face
I thought the sun rose in your eyes
And the moon and the stars
Were the gifts you gave
To the dark and the endless skies

The first time ever I kissed your mouth
I felt the earth move in my hand
Like the trembling heart
Of a captive bird
That was there at my command, my love

And the first time ever I lay with you
I felt your heart so close to mine
And I knew our joy would fill the earth
And last 'til the end of time, my love

The first time ever I saw your face
Your face
Your face
Your face